Den nye måned kom som altid belejligt med en ny pose penge.
Har du det også sådan, at det gerne må blive en “almindelig” måned uden overraskelser? En måned, hvor alle planer holder og hvor der ikke sker en masse uforudsete ting, der ødelægger dine planer om at spare op eller betale gæld af?
Glem det. Det kommer ikke til at ske. Den almindelige måned er en myte. Hvad enten det er jul, fødselsdage, en defekt opvaskemaskine, ferie eller svigermors uønskedeventede besøg, så vil der altid dukke noget op, som ikke er helt normalt.
Jeg brugte i mange år et fint budgetskema fra banken, hvor alle mine udgifter var lagt ind for hele året og hvor årets ‘overskud' stod længst ude til højre. Problemet var, at virkeligheden krøb ind i budgettet og fik nogle udgifter til at løbe løbsk mens andre aldrig opstod. Skemaet gav mig aldrig et godt nok overblik til, at jeg kunne være på forkant og vide, hvad der præcis var tilbage til forbrug.
I de sidste mange år har jeg og min familie i stedet lagt en plan for vores penge hver eneste måned. Det giver et bedre overblik og mulighed for at ændre sine prioriteter når ‘livet sker' omkring os. Faktisk følger vi vores forbrug dag for dag i YNAB (You Need A Budget), men mindre kan også gøre det.
Hvis du også vil have bedre overblik over, hvor dine penge forsvinder hen – og sikre, at du ikke bruger pengene mere end en gang – vil jeg anbefale dig at prøve et månedsbudget, hvor alle dine penge får en ‘opgave'. Det er det, der på engelsk kaldes et ‘zero based budget' og er en af grundstenene i min families økonomiske hverdag.
Sådan laver du et månedsbudget
Vi har lavet en lille guide til månedsbudgettet inkl. et excelregneark, som du kan hente nedenfor. Eller du kan lave det selv på et stykke papir.
Start med at skrive din indtægt øverst. Det er det beløb, du nu skal fordele ud på de forskellige poster. Det, der er vigtigt, er at du giver ALLE pengene en opgave – uanset om opgaven er at købe mad, betale husleje eller ligge klar til julegaver eller sommerferie. Penge uden opgaver er som isterninger i solen – de forsvinder uden man helt kan gennemskue hvorhen.
Skriv dine udgiftsposter ned
Skriv nu alle dine udgiftsposter den kommende måned ned. Begynd med de helt faste, nødvendige ting som husleje, el, mad og medicin, som er nødvendige for at leve. Skriv kun selve kategorien – beløbene sætter vi på senere.
Derefter kommer alle de andre ting som skal betales denne måned som licens, tøj, abonnementer, fornøjelser (dem skal der også være plads til) og så videre. Husk også at lave en linie til vedligeholdelse af bilen, gaver, sommerferie o.s.v..
Husk også at skrive de regninger på, som kun betales få gange om året. Dem skal vi også have sparet op til.
Fordel pengene oppefra og ned
Når alle kategorierne er sat på, begynder du at fordele indtægten ned igennem dit skema. Du starter oppefra, så de vigtigste ting er garanteret en del af pengene. Det er helt okay, hvis ikke du kommer helt igennem før pengene slipper op. Det vigtigste er, at du får sat penge af til de vigtigste ting i den kommende måned.
Hvis du løber tør for penge før en af dine nødvendige udgifter, så må du i gang med at prioritere. Månedsbudgettet gør det klart for dig, hvordan dine penge er fordelt – og gør det også skræmmende tydeligt hvis der ikke er penge til det hele.
Lev ud fra skemaet
Det svære er selvfølgelig at ramme rigtigt. Men det er heldigvis ikke nødvendigt. Du må altid gerne viske ud og flytte penge til en anden kategori – lige så ofte du har lyst. Så længe du hele tiden holder budgettet i balance og fordeler alle pengene, så er der ingen problemer.
Skemaet gør det nemt at se, hvor du mangler penge – og hvor du måske kan spare. Det gør det også nemmere for par at tale om budgettet, fordi det pludselig bliver tydeligt hvor der kan sættes ind.
Brug vores gratis skema til månedsbudgettet
Du kan få vores excel-regneark, som kan hjælpe dig med månedsbudgettet, herunder. Du skal bare indtaste din mailadresse, så sender vi dig et link til at downloade skemaet. Samtidig bliver du tilmeldt vores nyhedsbrev, som mindst to gange hver måned giver dig gode råd og idéer til at få overblik og overskud i hverdagen.
Vi opdaterer løbende skemaet, så når du er med på vores nyhedsbrev vil du også få besked, når vi har lagt en forbedret udgave ud.