Folketinget arbejder i disse uger på at blive færdige med forslaget om en ny aktiesparekonto, som skal få flere private til at investere i aktier og investeringsforeninger. Men allerede nu melder Nordnet ud, at de ikke vil tilbyde ordningen, når den træder i kraft 1. januar. I hvert fald ikke i første omgang.
Aktiesparekontoen er et nyt tiltag fra regeringen, der skal give os danskere en bedre mulighed for at investere med et mere simpelt skattesystem. Som lovforslaget ser ud nu, betyder det i grove træk:
- Du kan i 2019 indbetale på kontoen indtil saldoen er på 50.000,-.
- Loftet kan hæves op til 200.000 over de næste år, hvis der år for år er flertal for det i folketinget
- Din aktiesparekonto beskattes med 17% af det årlige afkast hvert år, uanset om du har købt eller solgt noget i løbet af året.
- Der kan investeres i aktier og aktiebaserede investeringsforeninger på kontoen
Ifølge Nordnet, som er blandt de førende uafhængige investeringsplatforme herhjemme, er fordelene ved at investere på aktiesparekontoen i forhold til et almindeligt aktiedepot så små, at Nordnet ikke vil tilbyde ordningen på nuværende tidspunkt.
Som vi ser det, så er det store problem ved den nye kontoform det loft, der er sat på indbetalingerne. Du kan nemlig maksimalt indbetale 50.000 kroner på aktiesparekontoen i 2019, hvilket begrænser fordelen ved kontoen markant.
Anne Buchardt, landechef, Nordnet
Nordnet sender et signal til folketinget
Loven, der præcist beskriver aktiesparekontoen, er endnu ikke vedtaget – og der kan derfor stadig komme ændringer i løbet af lovbehandlingen i folketinget.
De præcise vilkår, som bankerne skal kunne håndtere, bliver først endeligt afklaret 29. november i år, og giver dermed kun bankerne en måned til at få alt på plads til 1. januar. Det er stadig uklart, hvilke værdipapirer, der må handles i en aktiesparekonto, og med et loft på 50.000,- er det begrænset, hvor meget bankerne kan få ud af at tilbyde aktiesparekontoen.
Her hos Budgetdetektiven mener jeg, at aktiesparekontoen kan være et skridt i den rigtige retning for at få flere private i gang med at investere. Men det virker som et projekt, hvor man kun lige tør stikke tåen i vandet og ikke tage det fulde skridt og tilbyde en gennemgribende renovering af danskernes investeringsmuligheder, men i stedet vælger en mellemvare med nogle fordele, men også en række ulemper.
For mit eget vedkommende synes jeg det er ærgerligt, at kontoen er låst til visse investeringsformer og at vi nu bare får endnu et skattesystem at forholde os til, når meningen oprindeligt har været en enklere beskatning.
Nordnet har meldt klart ud. De vil ikke smide alt, hvad de har i hænderne, for at haste en aktiesparekonto igennem til 1. januar. Måske kommer den senere – men indtil da har Nordnet meldt sig ud af kampen om de nye investorer, som regeringen håber kommer snart.