Min søn på 14 har fået sit første fritidsjob – og det er blevet tid til, at han får sin egen lønkonto. Men hvilken bank skal man vælge, hvis man ikke bare vil gøre det på autopilot og vælge ‘mors og fars bank'? Vi har taget snakken om, hvad der er vigtigt for en ung herre som ham – og gennemgår mulighederne i vores område.
Min hustru og jeg har ikke en bank i lokalområdet. Vi valgte for nogle år siden en ren netbankløsning, som ikke har filialer, og som heller ikke tilbyder noget til de unge under 18. Så vi er hurtigt ude over hans nemme teenagerforslag om at vælge det samme som os.
Knægten (lad os kalde ham det) og jeg blev ret hurtigt enige om et par vigtige kriterier.
- Det skal være en bank med en lokal filial, dvs inden for en radius af 20 km fra vores bolig – og helst inden for 5
- Det skal helst være en bank, hvor man kan indbetale kontanter, enten ved kassen eller i hæveautomaten. Der er jo stadig nogle bedsteforældre, der finder gaverne hjemme i sparegrisen.
- Der skal være mulighed for et betalingskort, der kan bruges i butikker og online.
- Der skal være mulighed for netbank/mobilbank, så han kan følge sin saldo og synkronisere med sit budget i YNAB.
- Renten er ikke så interessant, men lave gebyrer er vigtigt. (Leveregel: Det er vigtigere at undgå tab, end at vinde)
Sammenligningen er lavet ud fra informationer på bankernes hjemmesider 16. august 2018, og er ikke ment som en sammeligning af ALLE banker – men kun dem, der er relevante for os.
1. regel: Bank med lokal filial
I vores lokalområder har vi følgende banker:
- Arbejdernes Landsbank
- Coop Bank (Ikke en rigtig bank, men en Kvickly og en Dagli'Brugs har vi da)
- Danske Bank
- Handelsbanken
- Jyske Bank
- Lån & Spar Bank
- Nordea
- Nykredit Bank
- Spar Nord
- Sparekassen Sjælland/Fyn
Nykredit Bank og Coop Bank har ikke tilbud til unge under 18, så de kommer ikke med til næste runde.
Sparekassen Sjælland/Fyn tilbyder en konfirmandkonto og omtaler en “Eazy-konto” for unge mellem 10 og 17 i deres prisliste, men deres hjemmeside nævner intet om Eazy-kontoen. Det går ikke i en digital hverdag, hvor vi tager beslutninger ud fra, hvad vi finder på nettet. Sparekassen Sjælland/Fyn er ude af sammenligningen.
2. regel: Mulighed for at indbetale kontanter
Selv om Jyske Bank for nylig foreslog, at vi udfaser kontanter i løbet af få år – og selv om jeg principielt er enig i, at det er den vej vi går – så er det stadig et ønske fra vores side, at knægten har mulighed for at sætte kontanter i banken. Det er dog ikke et ufravigeligt krav, da han har mulighed for at indbetale gennem os forældre, som så kan overføre til ham. Men det er besværligt og ikke det, vi gerne vil lære ham.
- Arbejdernes Landsbank har mulighed for at indbetale via hæveautomaten
- Danske Bank har mulighed for at indbetale via kassen
- Handelsbanken har mulighed for at indbetale via kassen
- Jyske Bank har mulighed for at indbetale via hæveautomaten
- Lån & Spar Bank er kassefri uden mulighed for at indbetale
- Nordea har mulighed for indbetaling via hæveautomaten
- Spar Nord har mulighed for at indbetale via hæveautomaten
Hov! Her må jeg indrømme, at jeg er glædeligt overrasket. Det er faktisk kun Lån & Spar Bank, som ud fra deres hjemmeside ikke har mulighed for at indbetale kontanter i vores lokale filial. Så det giver altså 6 ud af 7 banker videre til næste runde.
3. regel – Betalingskort og netbank
Jeg slår de næste to krav sammen, da de i bund og grund handler om det samme – hvor meget man kan slippe for at komme forbi den lokale filial for hæve eller checke saldo.
Så hvilke af bankerne kan tilbyde knægten et betalingskort og netbank/mobilbank? Hos nogle banker står der, at man først får en fuld netbank, når man fylder 15 – indtil da er der bare saldooplysninger, men det er også ok.
Vi har 6 banker tilbage:
- Arbejdernes Landsbank – Mastercard Debit og gratis netbank
- Danske Bank – Kun hævekort indtil knægten fylder 15
- Handelsbanken – Mastercard Debit og gratis netbank med kontokig
- Jyske Bank – Mastercard Debit og gratis netbank med kontokig
- Nordea – Visa Debit kort (Nordea Pay) og gratis netbank med kontokig
- Spar Nord – MasterCard Debit og gratis netbank
Bevares, tiden flyver og han fylder snart år igen – men bankkontoen skal oprettes nu, så Danske Bank ryger ud.
Stiller vi nok krav?
Vi startede artiklen med at sætte nogle objektive krav op, og står nu tilbage med 5 banker, som opfylder alle kravene. Der er selvfølgelig nogle subjektive forskelle (f.eks. ligger Spar Nord længere fra os end nogen af de andre banker), men i bund og grund har vi fået skåret 10 banker ned til 5. Næste skridt bliver, at få sat en grøn cirkel om en af de 5. Det gør vi i løbet af få dage i 2. del af denne serie, hvor vi også kigger på hvor billigt de unge slipper i forhold til vi andre.
Hvad mener du? Hvordan vælger du og dine børn bank – eller tager i bare “I'll have what you're having”-løsningen? Deltag i kommentarerne nedenfor – eller på Facebook.
Vil du have besked, når næste del af artiklen er klar? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev med det samme.
Else Norup
Jeg har brugt en del tid på at finde en nem konto til min søn, det er en jungle at finde ud af, håber i kan hjælpe. Søger en nem konto til min søn på 17 år krav: det skal ikke koste noget, at benytte og have hævekort, benytte mobilpay, netbank skal også være gratis at benytte, der må gerne være flere fordele, ved at have en ung konto