I løbet af weekenden åbner Skat for, at vi kan se vores årsopgørelser for 2018.
Dermed får vi også løftet sløret for, om vi har betalt for meget sidste år – eller om vi skal af med endnu flere penge.
Officielt er det først fra mandag, men hvis vi skal følge traditionen fra de forrige år, vil der blive åbnet i løbet af weekenden, så vi alle kan sidde i timelang kø for at logge ind.
Skat ved meget – men ikke alt!
Selvom Skattestyrelsen allerede ved meget – så er der nogle ting, som du selv bør kontrollere – og andre ting, som du helt selv er nødt til at indberette.
– Det er vigtigt at kontrollere om oplysningerne stemmer. Selvom vi får langt de fleste oplysninger automatisk, så skal man være opmærksom på, om man har ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Jeg har som din budgetdetektiv fundet 6 punkter, som du bør checke, når du engang kommer ind på siden.
De 6 vigtigste punkter
1. Kørselsfradrag
Pendler du mere end 12 km hver vej til og fra dit arbejde, så kan du gøre brug af dit kørselsfradag. Hvis du allerede sidste år indtastede kørselsfradraget på din forskudsopgørelse – og ikke har skiftet arbejde i løbet af 2018, vil tallet sandsynligvis allerede fremgå. Men gør dig alligevel den tjeneste, at lave beregningen på Skats hjemmeside, når du alligevel er inde på årsopgørelsen. Læs mere om kørselsfradraget her.
2. Håndværkerfradrag
Har du betalt for rengøring, vinduespudsning, maling af dine vinduer eller lignende – så husk at føre det med på årsopgørelsen og gør brug af dit servicefradrag. Du kan læse mere om hvad, der kan trækkes fra, her.
3. Crowdlending – indtægter og tab
Hvis du har investeret nogle af dine penge i crowdlending eller crowdfunding, er tab og gevinster ikke nødvendigvis indberettet til Skat, og aldrig hvis det foregår hos udenlandske udbydere.Pengepugeren.dk lavede i 2018 en fin guide til, hvordan du indberetter det korrekt.
4. Renteudgifter på udenlandske konti
Har du konti i udlandet bliver de ikke altid indberettet til Skat automatisk. Det gælder for eksempel hvis du har et visakort fra Bank Norwegian, som formelt er et norsk kreditkort. Her skal du selv checke din årsopgørelse fra banken og føre beløbet ind på din selvangivelse.
5. Indtægter fra AirBnB, delebil o.lign.
Har du tjent penge på deleprojekter som AirBnb, GoMore, udlejning af din campingvogn eller noget lignende skal du selv huske at angive indtægterne.
Det er i øvrigt sidste år, hvor du selv skal huske at indberette AirBnB. Fra 2019 indberetter platformen automatisk indtægterne til Skat på dine vegne.
6. Kig fremad på din forskudsopgørelse!
Når du nu alligevel er kommet ind på Skats hjemmeside (efter at have siddet i kø i timevis), er det en god anledning til at checke én ting mere. Din forskudsopgørelse for 2019.
Ja, du har måske allerede været inde i efteråret for at justere den. Men nu, hvor du har de reelle tal for 2018, har du et bedre billede af, hvordan 2019 vil se ud. Derfor vil jeg råde dig til, at se din forskudsopgørelse efter – og rette, hvis det er nødvendigt.
Har jeg glemt noget? Få hjælp med Skattestyrelsens fradragstest
Skattestyrelsen har lavet en lille online test, som du kan bruge for at få idéer til fradrag, som du ellers kan have glemt. Den kan du finde på
skat.dk/fradragstest
Er der nogle punkter jeg har glemt? Skriv dem gerne i kommentarerne herunder. God fornøjelse i weekenden!
Husk også lige at holde dig opdateret ved at tilmelde din mailadresse til mit nyhedsbrev herunder: